Velkommen

Landskabsgang – en vandretur i marskens historie

Landskabsgang går forbi Æ Quernsteen og rundt om Nordeuropas største åslynge.
Foto: Charlotte Lindhardt.

Udgangspunktet for vandrestien Landskabsgang er Vadehavet, marsken, naturen og de mennesker, der har levet i området igennem årtusinder. På Landskabsgang har alle mulighed for at opleve det flade marsklandskab i Nationalpark Vadehavet via en gennemgående sti og afstikkere ud til andre oplevelser i nærheden. Landskabsgang byder på marskenge og dyreliv i et internationalt naturbeskyttelsesområde og historier om de mennesker og den natur, som har påvirket området.

Landskabsgang er skabt af Øster Vedsted Fællesråd og private med støtte fra Esbjerg Kommune, Friluftsrådet, SE’s Vækstpulje, Lokale- og Anlægsfonden, Brandkassefonden SydVest og DTE.

Landskabsgang er en rundtur, som man kan påbegynde hvor som helst på ruten. Stien er ca. 12 km lang og går rundt om Øster Vedsted og den gamle åslynge. Derfra kan man begive sig ud mod Vadehavet, ind mod Ribe eller tage en afstikker til de nærliggende landsbyer og kirker.

Landskabsgang er opdelt i to hovedslynger. Den vestlige del går gennem marsken og rundt omkring åslyngen, og den østlige fører rundt om Øster Vedsted. Langs ruten findes infostandere med større fortællinger samt pæle, der viser vej. Turen går over mindre asfalt- og markveje, slåede trampestier og kanter af marken. Landskabsgang vedligeholdes af private, og derfor bedes man respektere afgrøder og markgrænser.

På hjemmesiden kan du finde historier om områdets natur og kultur samt henvisninger til andre hjemmesider og yderligere litteratur.

previous arrow
next arrow
Slider